Kan jeg have specialbagage med?

Du bedes kontakte vores kundeservice, hvis du ønsker at medbringe specialbagage på din flyrejse. Herunder kan du læse mere om de generelle regler for specialbagage.

Læs her, hvordan du bestiller specialbagage.

Specialbagage, såsom sportsudstyr, kan du ikke medbringe som almindelig bagage - det skal bestilles og godkendes på forhånd. Derfor bedes du kontakte vores kundeservice i god tid før afrejse for at bestille dette.

DAT betragter bl.a. følgende som specialbagage:

  • barne- og klapvogn samt autostol (kan medbringes gratis uden bestilling)
  • kørestol, rollator (særlige regler, læs mere om handicaphjælpemidler her)
  • batteridrevet el-kørestol, permobil, scooter eller andre større handicaphjælpemidler (bemærk vores restriktioner for batterier).
  • sportsudstyr såsom; cykel, surfbræt, windsurfing sejl, dykkerudstyr, ski, golfudstyr og lign.
  • våben: ved transport af våben, skal endestykket seperes fra selve våbnet og pakkes seperat i bagagen. Der må højest medbringes 5 kg ammunition i original indpakning. Der skal ved check in oplyses om dette. 

Ovenstående genstande går ind under kategorien specialbagage bl.a. på grund af størrelse og vægt.

Al bagage som sendes med DAT skal kunne tåle normal bagagehåndtering. Dette gælder også for specialbagage, som udsættes for de samme belastninger som normal bagage.

Specialbagage medtages såfremt der er plads i flyets lastrum.

Erstatning ved transportskader

Barne- og klapvogne, barnesæder til bil, cykler, fiskestænger, golfkøller, ski, andet sportsudstyr, malerier, skrøbelige genstande, værdisager med mere, er som udgangspunkt ikke egnet til flytransport. DAT accepterer at vores passagerer sender sådan bagage, men vi erstatter kun skader, hvis bagagen er forsvarlig pakket i hård emballage (hard shell/hard case/airshell) og selve emballagen bliver beskadiget. Blød emballage er ikke tilstrækkelig emballering af skrøbelige genstande.

Samtidigt gør vi opmærksom på, at det ikke er tilladt at pakke andet end specialbagage i tasken. Det er vigtigt, at anvisningen for at pakke tasken følges nøje.

Al bagage som ikke er forsvarlig pakket eller indeholder skrøbelige genstande, letfordærveligt indhold, er sent checket ind eller checket ind med skader, vil blive mærket med et LIMITED RELEASE stempel. Du skal underskrive både på bagagetagen og kvitteringen, og accepterer dermed DAT’s begrænsede ansvar ved skade/forsinket bagage.

Det er dit eget ansvar at sørge for, at specialbagage er pakket på en sådan måde, at det ikke går i stykker. DAT vil derfor gøre opmærksom på, at du selv er ansvarlig for skader på skrøbeligt udstyr som sendes som indchecket bagage og som ikke er tilstrækkelig emballeret. Venligst vær opmærksom på at bærbare computere ikke må medbringes som indchecket bagage. Bærbare computere skal medbringes i håndbagagen. DAT kan ikke holdes ansvarlig for skader på håndbagage.

Leje af Airshells taske

Airshells er en let, men solid transporttaske, som kan modstå stød og hårdhændet behandling i lufthavnens bagagesortering. Leje af transporttasken foretages via https://airshells.com/?ref=DAT, hvor også produktudvalg, pris og lejebetingelser fremgår. DAT har en særlig aftale med Airshells, som giver alle vores passagerer fem procent rabat på beskyttelsestasker.