Tilbage til fremtiden:

Nu kommer de flyvende taxier

16-03-2018 | Af Kim Reich

Har du brug for en tur fra Cleveland til Pittsburgh? Så varer det nok ikke så længe som du tror, før du kan ringe efter en flyvende taxi. Det spår Vikas Prakash, der er professor på Case Western Reserve University’s Department of Mechanical and Aerospace Engineering. Han arbejder lige nu med elektriske letvægtsluftfartøjer, som kan komme til at revolutionere taxibranchen endnu mere end Uber nogensinde har turdet håbe på - medmindre de griber ideen, naturligvis.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi om få år får mulighed for at ringe efter en lufttaxi, som kan transportere dig og to andre passagerer over en distance på måske 100 miles,siger Vikas Prakash, der forsker i batteridrevne fly med støtte fra den amerikanske luftfartsorganisation NASA.

Sådan set har flyvende biler, også kaldet “Personal Air Vehicles” eller PAVs, en lang og fantasifuld historie bag sig. Tænk bare på filmhittet “Back to the Future”, men de er mere eller mindre forsvundet ud af såvel Hollywoods filmunivers som de mange tegneserier, der engang ikke havde andet. Måske skyldes det, at de små, personlige flyvemaskiner allerede er på vej i produktion og at en lang række investorer inklusive Uber er klar til at tage del i den næste revolution i transport af mennesker fra A til B. Dermed er de jo ikke længere så eksotiske.

"Jeg er ikke i tvivl om, at vi om få år får mulighed for at ringe efter en lufttaxi, som kan transportere dig og to andre passagerer over en distance på måske 100 miles"

Sidst i september præsenterede det tyske firma Volocopter, der arbejder med droner, et oplæg til verdens første drone taxi service. Ifølge New York Post med de Forenede Arabiske Emirater som drivende kraft i projektet. Tidligere i år hyrede Uber, der må siges at have haft lidt udfordringer på landjorden, en ung ingeniør fra NASA til at stå i spidsen for det kontroversielle selskabs udviklingsplaner. Et russisk firma fremviste i juli i år en prototype på et airshow i Moskva, ligesom DeLorean i Texas, der ikke må forveksles med det nu hedengangne bilmærke af samme navn, allerede i 2012 gik i gang med deres eget projekt.

Professor Prakash mener med NASA som kilde, at antallet af elektrisk drevne, personlige luftfartøjer vil stige markant inden for de kommende fem år.

To store udfordringer

Men der er to store udfordringer, hvis alle vil ud at flyve. Derfor er det et åbent spørgsmål, hvor ’personlige’ de nye, lette fly egentlig bliver. Flycertifikater er ikke hver mands eller kvindes eje og hvis antallet af personlige fly virkelig eksploderer, står luftfartsmyndighederne over for et sandt mareridt med at holde styr på alt og alle. 

Alt taler for, at det bliver den nye, luftbårne taxibranche, der spås de største muligheder for rent faktisk at komme i luften.

Med støtte fra NASA arbejder Vikas Prakash på at udvikle batterier med høj ydeevne, der kan integreres i flyenes skrog og dermed bringe vægten ned. Vore dages batterier er ikke rigtigt egnede til formålet og de vejer for meget. Dertil kommer, at batteridrevne fly foreløbig har en begrænset rækkevidde på 50 miles (omkring 80 kilometer) og kun kan holde sig nogle få timer i luften.

Projektet er en del af NASA’s ”Transformative Aeronautics Concepts Program” (TACP), hvor man forsker i hvordan batteridrevne, elektriske motorer kan finde anvendelse på kommercielle fly. Forventningen er, at det vil tage 25 år eller mere, før udviklingen når dertil. Et konsortium bestående af flere amerikanske universiteter, GE (General Electric) og Boeing følger med fra sidelinjen.

PS. Der er 133 miles i luftlinje fra Cleveland til Pittsburgh.