Kulkranen, der blev til et hotel
Du kan overnatte alene eller sammen med en du holder af, og du bliver med garanti ikke forstyrret af naboerne. ”The Krane” er et sted, hvor en måge eller to måske mellemlander for at få en chat, men ellers har du kun den rustikke oplevelse af at bo i en gammel kulkran. Og så historien, naturligvis.
Verdenspressen har allerede været på besøg. Det siger sig selv - dels fordi manden bag hotellet, Klaus Kastbjerg, allerede er kendt for flere store projekter i København inklusive boliger i gamle kornsiloer og det kommende storbyggeri på papirøen. Og dels fordi han sammen med arkitekt Mads Møller har lavet den gamle kran fra Union Kul om til et sted, hvor du bare kan trække dig tilbage for at nye livet et øjeblik.
Du får naturligvis din egen portier, som henter dig i lufthavnen og ellers er standby under dit ophold. Der er et fint udvalg af vin og bobler eller du kan nyde en specialbrygget øl fra Mikkeller.
Du har udsigt over en stor, gammel havn og får du lyst til at køre en tur, så har du også en BMW i3 til din rådighed eller en cykel, hvis du hellere vil det.
Der er mange hotelværelser med udsigt over havnen, men nok kun ét sted som dette.
Værelset, der er indrettet i kranens gamle maskinhus, koster 2.500 € i døgnet. Morgenmaden serveres ude i det gamle styrehus under kranens udligger og hvis James Bond nogensinde tager ophold i København, så er der kun et sted han kan bo og det er her ca. 20 meter over havnekajen med udsigt til alverden.
Men du kan selvfølgelig også bare studere noget af det ypperligste inden for dansk design, som præger indretningen fra gulv til loft. Baggrundsfarverne er holdt i sort som et link til fortiden - den med kul til byen fra fjerne, eksotiske egne eller måske bare Tyskland eller Polen.
En tid, der var engang.