Jan Gintberg står på kanten af stolesædet. Han viser rutineret en finger til fotografen, så afstand og skarphed kan komme på plads. Så træder han ud i luften, for selvfølgelig er han med på idéen. Det handler jo om Gintberg på kanten - ikke bare om hans nye show, som lige nu er på turné over hele landet, men mere om hans tilgang til os alle sammen. Om det spejl, han ser sig selv og os andre i. Om landmandssønnen fra Nordsjælland, der via den legendariske studenterrevy i København røg ud af plovfuren og ind i komikkens verden.

- 3540 Lynge, som han siger med høj stemme, mens overtegnede tænker på soldatertiden og det klare svar, som éns foresatte altid forventede, når man blev talt til eller råbt ad.

Jan Gintberg råber ikke. Han har bare taget scenestemmen med ind i garderoben og er ellers lige ud ad landevejen. Vi møder ham på Bellevue teatret - det gamle sommerteater fra 1936, der ligger på Strandvejen i Klampenborg lige nord for København.

"Udviklingen har da været helt unik, hvis vi ser den i det store perspektiv."

Han har også aner i det vestjyske og jeg sidder med en følelse af, at jeg har kendt ham altid. Og det har vi jo - fra radio og TV.

I 1993 blev han nummer tre ved DM i Stand-Up på den legendariske restaurant DIN's og da var han allerede ’en gammel mand’ på 30 år. Sit folkelige gennembrud som Stand-Up komiker fik han i 1997, hvor han var med i DR P3’s ”Tæskeholdet”.

Uddannet landmand

Oprindelig er han uddannet landmand med grønt bevis fra Kalø Landbrugsskole. Derudover har han studeret jordbrugsvidenskab på Veterinær- og Landbohøjskolen i København, hvor han så også blev rodet ind i at lave forskellige smårevyer og alt muligt andet sjov.

- Jeg var ret skoletræt i 10. klasse, så jeg ledte efter noget, hvor jeg kunne bruge mine hænder og så skulle jeg selvfølgelig være landmand, for jeg kendte jo en del til landmandslivet.

Det var noget jeg kunne, så jeg har vel brugt en halv snes år på det og også arbejdet i Australien, men på studiet ramte jeg altså kompetencemuren med 230 km timen. Der var bedre jordbrugsteknikere og bedre landmænd. Ja, alle var faktisk bedre end jeg nogensinde kunne opnå at blive. Til gengæld kom jeg med i Studenterrevyen hvor jeg mødte min hustru og mit liv med komik for alvor begyndte, fortæller han.

Så Gintbergs eget liv er et spejl af de udfordringer og de forandringer, der rammer alle i livet. Sammen med hustruen Nina Sepstrup har han børnene Eline, August og Alvilde. Eline er født Downs syndrom. Og ligesom livet handler Stand-Up om at turde slå til, når lejligheden byder sig, om at træne og modtage de syngende lussinger, der altid følger med, når man vover pelsen, og så se, hvad det fører til.

- Studenterrevyen var jo det helt store med alle de kendte, der havde optrådt der. Gamle Jens Kistrup nævnte mig i en anmeldelse og så begyndte jeg ellers stille og roligt med at optræde og skrive lidt til radioen. Så var jeg på TV3 og så blev jeg freelance komiker.

Vanvittige forandringer

Og hvor skal vi så lige begynde? For Jan Gintberg kan slet ikke få øje på en periode i historien, der har budt på mere end de sidste 20 år.

- Udviklingen har da været helt unik, hvis vi ser den i det store perspektiv. Det er jo en vanvittig forandringskultur vi har gang i og helt enkeltstående det største, der er sket i menneskehedens historie. Det har aldrig været praktisk nemmere at være menneske. Vi kan se alt og bestille alt på nettet via vores smartphone, men jeg ved ikke om vi er blevet mere lykkelige af den grund. De filtre, der var en gang, hvor det var sværere at komme til orde og hvor man lige skulle sætte sig ned først og skrive et harmdirrende læserbrev, er væk. Nu er det meget nemmere at blive hørt. Alle har fået en stemme på godt og ondt.

"Den ædleste opgave er at kunne sætte et spejl foran publikum, så de kan se at vi mennesker ind i mellem optræder som de rene narrehatte."

Synspunkterne og de skarpe reaktioner var der også i gamle dage, men nu er de så virkelig kommet frem i lyset. Nu er det bare råt for usødet, siger manden, der begyndte med Stand-Up dengang der stadig var mønttelefoner til.

Råt for usødet har det altid været, mener han, men samfundet er blevet mere polariseret. I gamle dage var der en stor gul ballon man kunne punktere. I dag er der mange balloner i forskellige farver, så mere end nogensinde må man også selv i spil.

- Vi skal tro på, at det er vores eget liv, der er på spil. Den ædleste opgave er at kunne sætte et spejl foran publikum, så de kan se at vi mennesker ind i mellem optræder som de rene narrehatte. Det kommer meget an på, hvordan du berører et emne.

Hvis jeg skrev det ned jeg siger i mine shows og sendte det ind til en avis som klumme, så duer det ikke. Vi skal grine og sammen gennemskue, hvad der er ægte og hvad der er løgn og overdrivelser. Når jeg er på scenen og vi er sammen i teaterrummet, så kan vi få ventileret alle vores fordomme. Det er ren terapi, for det tager gassen lidt af alt det, der er så ulideligt i vore dage. Mennesket er enormt entreprenant. Vi glemmer bare at være pragmatiske og så er vi altså ikke særlig forandringsparate, når det kommer til stykket, konstaterer Jan Gintberg.

På den måde er vi alle sammen ude på landet og en del af landet. Derude kan det godt gå lidt langsommere. I byerne går det hurtigere, men vi er i bund og grund éns, for vi har den samme referenceramme og ser de samme klip på Youtube.

TV-serien om Danmark

Beviset ligger lige for: hans egen TV-serie ”Gintberg på kanten”.

- Forpost Danmark var sådan en gammel idé jeg havde, der egentlig var tænkt som en komisk udfordring: Hvad nu hvis jeg tager ud til Christiansø eller over til Hanstholm? Hvad tænker de på derude? Hvad skal der til for at stå foran 100 mennesker et ukendt sted derude i det vindblæste land og få dem til at grine ad sig selv? Kan jeg på et par dage samle et materiale, som er brugbart over for dem? Jamen, jeg skal sige dig.

De har jo en masse selvironi derude, for f….. De bed til bolle med det samme, så det der med at der er den store forskel mellem os og mellem landsdelene. Det passer altså ikke. Vi har den der gode, gamle angelsaksiske humor, hvor vi med høj grad af selvironi virkelig går til hinanden. Jeg har rejst så meget i Danmark og det er altså en illusion, at vi skulle være så forskellige. Og man går jo meget hårdt til stålet derovre, i England, siger Jan Gintberg.

Han optog for egen regning og risiko det første afsnit i Thyborøn, hvor overtegnede i øvrigt også en gang lavede en af mine første reportager som ung journalistelev. Man kan godt slå et ord af fiskerne derude, men - det var så det.

Danmarks Radio købte idéen, for der blev jo snakket meget Udkantsdanmark dengang, så nichen var der. Den professionelt hjemmelavede pilot (sådan kalder man det første prøveafsnit) blev dog rettet til, så den blev mere ’Public Service-agtig’, som han udtrykker det, og så er der sket meget siden - bl.a. med udvidelsen af konceptet til virksomheds-, forstads- og institutionsbesøg.

- Vi har et program på vej om Midt- og Vestjyllands Politi. Det kan du godt glæde dig til, siger han.

Det banker på døren.

Fotografen melder sig. Han har fundet et par locations og et stolesæde.- Jamen, hvordan påvirker det os, når det banker på døren og hele verden står uden for? I gamle dage var det os, der kikkede ud i verden. Nu er det jo omvendt. Nu bliver der skubbet til jollen på en helt anden måde med migrationsstrømmen og flygtninge. Hvad er det for en størrelse? Hvad gør vi? Er vi på kanten af den store, bimlende opløsning?

Gintberg er - på kanten.