Fra myte til virkelighed:

Et kik ind i kunstnernes værksted

10-03-2018 | Af Kim Reich

Velkommen til en langhåret rejse ind i kunstnerens sind eller kunsten at skabe kunst - fra idé til færdigt værk. Uanset om du interesserer dig for eksempelvis malerier eller ej, så er historien om deres tilblivelse ofte fascinerende, hvad enten det drejer sig om en TV-dokumentarisk røntgenanalyse af et værk, der gemmer på flere lag, eller som her om det afsæt i en tegning eller et konkret forstudie, som kunstneren har taget til sine værker.

Den danske kunstner Nicolai Abildgaard, der levede 1743-1809, var søn af en arkivtegner og bror til naturvidenskabsmanden P. C. Abildgaard. Som maler og arkitekt fandt han ofte inspiration i den antikke kunst og kultur. På en aktuel udstilling på Statens Museum for Kunst kan man se, hvordan han har kombineret sin faglighed som kunstner og arkitekt. Det ses tydeligt i hans arkitekturstudie i blyant og pen til Terents komedie ”Pigen fra Andros”, der danner grundlaget for det senere oliemaleri fra det samme optrin i den antikke forfatters elskovskomedie: Jordemoderen forlader Androspigens hus, mens Simo fortæller Davus at han regner barselfærden for bedrageri.

Så der kom der lige et stykke drama ind på scenen i den fine gade, hvor Nicolai Abildgaard har fremhævet motivet med sort blæk, brun lavering forhøjet med hvidt på beige papir, som det hedder i kunsteksperternes sprog. Drama var der også i kunstnerens eget liv, for efter et forlist og ulykkeligt ægteskab havde han mødt Juliane Marie, der skulle blive hans anden kone og som en forløsning for ham. Det blev ikke bare til et motiv fra den gamle komedie om kærlighedslivet på godt og ondt, men til hele fire store lærreder til parrets embedsbolig i Kunstakademiet på Charlottenborg på Kgs. Nytorv i København.

Mere hårdt arbejde end et øjebliks beruselse

Udstillingen på Statens Museum for Kunst diskuterer, hvordan kunstnerisk kreativitet har udfoldet sig gennem tiden og gør op med den romantiske idé om den ensomme kunstner – ham geniet, der i et øjebliks beruselse skaber et enestående mesterværk uden for tid og sted. Og ja – det var mest en ’ham’ dengang.

Sammen med Nicolai Abildgaard kan Paolo Veronese, El Greco, Rembrandt, Edgar Degas, Bertel Thorvaldsen, Christen Købke, P.S. Krøyer og mange flere af kunsthistoriens store mestre og deres mesterværker hele foråret opleves på ”Art in the Making”, hvor vi kigger kunstnerne over skuldrene og får et indblik i de overvejelser, som de har haft, da de skabte deres værker. For hvordan bliver et kunstværk til? Hvordan opstår idéen, og hvilke processer går værket igennem, før det er færdigt? Det forsøger udstillingen at give bud på. Samtidig er det en stående invitation til at følge eksempler på den kunstneriske proces fra idé til færdigt værk.

Gennem mere end 150 tegninger, grafiske værker og malerier fra det 15. til det 20. århundrede kan du udforske sammenhængen mellem skitser og færdige værker og undersøge, hvordan kunstnerisk kreativitet har udfoldet sig på forskellig vis gennem tiden. Med på udstillingen er sjældent viste værker fra Den Kongelige Kobberstiksamling og en række hovedværker fra bl.a. Louvre i Paris, British Museum i London, The Metropolitan Museum of Art i New York og Nationalmuseum i Stockholm.

Arkitekten Abildgaards forstudie til maleren Abildgaards senere værk. Fotos: Statens Museum for Kunst.

Myten om det kreative geni

Myterne, om hvordan et kunstværk bliver til, er mange. Fælles for dem alle er imidlertid den antagelse, at kunstnere er udstyret med særlige kreative evner, der adskiller dem fra andre mennesker. Inspiration, evnen til at få øje på muligheder skjult for almindelige dødelige samt en altopslugende arbejdsindsats er de tre oftest forekommende ingredienser i den eventyrlige fortælling om, hvordan kunst bliver til.

Udstillingen, der er blevet til på baggrund af seniorforsker og leder af SMK’s Forskningscenter for Tegnekunst Chris Fischers livslange forskning i ældre tegnekunst, punkterer myterne og viser, at kreativitet i høj grad er en arbejdsproces. Og at de fleste kunstnere skaber et kunstværk gennem håndværk og hårdt arbejde, hvor masser af skitser går forud for et færdigt værk.

Chris Fischer er en internationalt anerkendt forsker i tegnekunst og har bl.a. lavet udstillinger på Louvre i Paris, Uffizierne i Firenze, Courtauld Gallery i London og Museum Boijmans Van Beuningen i Rotterdam. Han er verdens førende forsker i den italienske renæssancekunstner Fra Bartolommeo, som sammen med Leonardo da Vinci, Rafael og Michelangelo er højrenæssancens fire mest betydningsfulde kunstnere.