Et fyrværkeri af artister fra Vestlandsregionen
Fredag den 26. januar gik startskuddet for årets 100 Dagar-festival med et forrygende fyrværkerishow fra Leirvik Hamn. ProPyro sparede ikke på krudtet og havde spenderet et flot lysshow for alle de fremmødte. Derefter var det ordføreren på Stord, Gaute Epland, som åbnede de 100 Dagar 2018, hvor 20 forskellige bands skulle vise, hvad de kunne.
Det hele begyndte i 2007 som et nedtællingsarrangement til Stordfest 2007 og med undtagelse af 2008 har festivalen fundet sted lige siden i januar/februar, således at den i dag er godt kendt blandt musikere og festivalfolk. De kunstnere, som ønsker at være med, tilmelder sig digitalt, hvorefter omkring 20 bliver udtrukket som deltagere. På 100 Dagar har de så mulighed for at etablere kontakter med lederne af en række festivaler, stifte nye bekendtskaber og udveksle erfaringer med andre grupper og artister. Samtidig kan de være med i diverse seminarer med forskellige temaer inden for musikbranchen. Hver gruppe eller artist får en halvtimes koncert til at vise deres repertoire. Målet er at festivalcheferne skal få øjnene op for, hvad de hver især står for, således at de kan få et tilbud om at optræde ved deres arrangementer.
"Når man skal vise sig frem på så kort tid er det vigtigt at vise, at man mestrer forskellige stilarter."
For os andre, som ikke er i musikbranchen er dette en gylden mulighed for at lytte til rigtig god musik i et tætpakket program til en fantastisk pris. Hvis man f.eks. købte et festivalpas til både fredag og lørdag slap man afsted med en billetpris på sølle 20 kroner pr. koncert, og det kan man ikke klage på.
Stjerneskuddet Cecilie Anna
Blandt deltagerne på 100 Dagar var Cecilie Anna. Hun har spillet musik helt fra hun var barn. Hendes far, Hjalmar Rønhovde, var meget optaget af musik, så det var naturligt at både Cecilie Anna og hendes bror Georg lærte at spille forskellige instrumenter. Hun er netop nu aktuel med sit første soloalbum, som udkom i december og benyttede lejligheden til at spille et udvalg fra repertoiret både solo og med band. Cecilie Anna skriver selv alle melodierne, mens man er sammen om at arrangere musikken. Bandet tæller Vidar Vedå, Trond Onarheim, Knut Heggdal, Andreas Bjordal og Lene Jeanette Skogvoll med fløjlsblød korstemme.
Cecilie Anna viste sit store talent ved en fin koncert på festivalen. Foto: Magnhild Agdestein.Soloalbummet ”I’m here” har fået strålende anmeldelser bl.a. fra Bergens Tidende, som kalder Cecilie Anna et ”Uventet lys i mørket” og ”En lille perle fra Stord”. Dag og Tid, en uafhængig ugeavis for kultur og politik, har følgende at sige om albummet: ”Cecilie Anna viser sig at være en opsigtsvækkende god komponist, tekstforfatter og sanger. Albummet er afdæmpet men alligevel markant fremført, og det er elegant minimalistisk i produktionen, noget som ville have været et vovestykke hvis ikke materialet var så stærkt”. Gaffa.no, et musikmagasin på nettet, melder om ”En sjælden perle, som dukker op ud af intet”.
På koncerten indledte Cecilie Anna med blide toner fra sit soloalbum: ”Morning Star”, efterfulgt af hendes hyldest til Leonard Cohen i ”The Smallest Bird”. Derefter kom flere og flere instrumenter næsten umærkeligt på. Publikum fik serveret nye sange med bandet samt lidt fra debutpladen ”Going North”, som de udgav sammen i 2016 under navnet ”Familieforetaket”. Det hele blev rundet af med en energisk udgave af sangen ”Horses”. Koncerten blev flot indrammet med en humoristisk undertone og småsnak mellem numrene.
- Når man skal vise sig frem på så kort tid er det vigtigt at vise, at man mestrer forskellige stilarter. På den måde får vi vist, at man ikke bare passer til en specifik genre og en type arrangement, men at man er fleksibel og passer ind på det meste, forklarer Cecilie Anna.